Godt nyt for miljøet i Nordsjælland

En mærkbar reduktion i CO2-udslippet over Nordsjælland og en solid økonomisk gevinst er det forventede resultat af en samarbejdsaftale om brug af overskudsvarme, som Nordforbrænding, DONG Energy, DTU og Holte Fjernvarme netop indgået.
Nordforbrænding, DONG Energy og varmeforsyningsselskabet DTU-HF, der i fællesskab ejes af Danmarks Tekniske Universitet, DTU og Holte Fjernvarme, har indgået en enestående samarbejdsaftale om levering af overskudsvarme fra Nordforbrændings affaldsforbrændingsanlæg i Kokkedal til DTU-HF’s kunder.
Nordforbrænding, som ejes af fem nordsjællandske kommuner, forbrænder affald fra disse kommuner og deres borgere. Allerede i dag leveres den producerede varme til fjernvarmeselskaber i de fem kommuner, men det nye samarbejde medfører en bedre udnyttelse af affaldet, idet selskabet i fremtiden kan sælge sin overskudsvarme i sommerhalvåret, som hidtil ikke har kunnet udnyttes og derfor kun er kommet fuglelivet over Hørsholm til gode..
DONG Energy, der står for driften af det gasfyrede kraftvarmeanlæg, der er opstillet på DTU, leverer langt størstedelen af den varme, som distribueres af varmeforsyningsselskabet DTU-HF. Varmen går først og fremmest til forsyning af DTU og Holte Fjernvarmes forsyningsnet. DONG Energy kan fremover i sommerhalvåret lade sit kraftvarmeværk ligge stille i lange perioder og derved spare på såvel naturgas som vedligeholdelsesudgifter og samtidig opnå en kompensation for det indtægtstab, som selskabet har, når det ikke sælger sin el- og varmeproduktion til DTU-HF.
Der er store samfundsøkonomiske gevinster ved aftalen, da der fremover udledes mindre CO2, fordi der ikke skal fyres med gas i sommermånederne, idet affaldsvarme er CO2-neutralt. Det er derfor en miljøvenlig løsning at bruge Nordforbrændings overskudsvarme.
Aftalen betyder desuden, at såvel Nordforbrænding som DTU, Holte Fjernvarme og DONG Energy hvert år fremover vil opnå en betydelig økonomisk fordel.
”Aftalen vil medføre en betragtelig besparelse på DTU’s varmebudget”, siger Niels Tovborg Jensen, underdirektør i Campus Service ved DTU.
Han fortsætter:
”Det er en billigere varme, end når vi fyrer med gas. Det betyder en årlig reduktion i varmeudgifterne på et million-beløb, som DTU i stedet for kan bruge på universitetets kerneydelser som forskning og undervisning.”
Holte Fjernvarme forsyner ca. 3.000 boliger samt plejehjem, skoler, daginstitutioner, erhvervsejendomme og Rudersdal Rådhus med varme. Den millionbesparelse, som Holte Fjernvarme opnår ved aftalen, vil derfor komme en bred kreds af varmeaftagere til gode, samtidig med at selskabet fastholder og udbygger sin konkurrencedygtighed overfor andre opvarmningsformer, hvilket helt naturligt vil øge den allerede voksende interesse for tilslutning til selskabets forsyningsnet.