De unge sms’er bag rattet

Fire ud af ti danske bilister sms’er i trafikken. Blandt de unge er antallet, der har travlt med sms’erne, endnu højere. Det fører uundgåeligt til farlige situationer: Amerikanske undersøgelser viser, at risikoen for trafikuheld bliver tyve gange højere, når personen bag rattet sms’er under kørsel.
Mobilens smarte sms-funktion er populær, og noget tyder på, at den også er lidt for populær – især blandt de yngre generationer. I hvert fald har mange yngre mennesker svært ved tage øjnene fra beskederne, selvom opmærksomheden burde være andre steder. Over halvdelen (54 %) af danskerne under 34 år har det seneste år læst eller skrevet sms’er, mens de kørte bil. Det viser en ny undersøgelse, som er foretaget af YouGov Zapera for forsikringsselskabet Codan.
Det er ikke kun den yngre gruppe danskere, der ikke kan holde fingrene fra mobiltasterne under kørsel. Det kan de 35-49-årige heller ikke. Her har 46 %, altså næsten halvdelen, skrevet og læst beskeder bag rattet. Til gengæld er den ældste gruppe en del bedre til at holde sig fra tasterne, mens de kører bil. Knap 2 ud af ti (18 %) af bilisterne mellem 50-65-år har været for ivrige på tasterne i trafikken.
”Undersøgelsens resultater er på mange måder foruroligende,” siger produktekspert Lotte Schartau fra Codan. ”Tallene vidner om, at især de yngre bilister ikke er bevidste om faren ved at læse og skrive sms-beskeder i trafikken. Vi ser i forvejen mange ulykker, der involverer de yngre aldersgrupper. Samtidig er det også bemærkelsesværdig at se, hvor udbredt fænomenet er blandt den lidt ældre gruppe, der især tæller børnefamilierne. Der er altså meget der tyder på, at det ikke kun er et ungdomsfænomen men i højere grad en general tendens, og der er meget uheldigt.”
Ulykkesrisikoen tyve gange højere når man sms’er i bilen
Det er veldokumenteret, at uopmærksomhed i trafikken er farligt. Når det gælder mobiltelefoner, er risikoen endda meget markant. En stor amerikansk undersøgelse fra Virginia Tech Transportation Institute har således vist, at ulykkesrisikoen kan blive mere end tyve gange højere, hvis man sender sms’er, mens man kører bil.[1]
Som udgangspunkt vil bilforsikringen normalt dække skader på egen eller modpartens bil, også selv om føreren har været uopmærksom og sms’et i trafikken. Codans erfaring er dog, at kun meget få bilister angiver mobilen som årsag, når de anmelder en skade.
De vigtigste resultater:
Fire ud af 10 (39 %) danske bilister har det seneste år læst eller skrevet sms’er, mens de selv sad bag rattet og kørte bil (både når bilen var i fart eller for eksempel holdt for rødt).
Gruppen fra 18-34 år er værst. Mere end hver anden (54 %) har skrevet og læst beskeder bag rattet.
Problemet findes i relativt stort omfang i alle aldersgrupper. De 50-65-årige er mest ansvarlige, men alligevel har 18 pct. været for ivrige på tasterne i trafikken.
Undersøgelsen er gennemført af YouGov Zapera for Codan blandt 1009 danskere i alderen 18-64 år.