Hverdagens Helte – ny gribende dokumentarserie på Kanal 4.

Gennem et halvt år har Kanal 4 fulgt dagligdagen for et brandhold og tre ambulancefolk på Falck-stationen i Gladsaxe.
Hverdagens Helte – ny gribende dokumentarserie på Kanal 4.
Gennem et halvt år har Kanal 4 fulgt dagligdagen for et brandhold og tre ambulancefolk på Falck-stationen i Gladsaxe. Det er der kommet seks stærke programmer ud af, som søger svaret på, hvem de mennesker er, som dagligt gennem et stærkt kammeratskab og høj faglig viden udfører meget krævende opgaver, som i yderste instans kan være forskellen på liv og død. Første program har premiere onsdag den 27. august kl. 21.30.
De kommer, når du har brug for dem. Selv mener de, at de er helt almindelige mennesker, som bare passer deres job. De fleste andre mener, at de er hverdagens helte…
I Kanal 4's nye dokumentarserie følger vi dagligdagen for ambulance- og brandfolkene fra Falck stationen i Gladsaxe. På tætteste hold følger vi deres arbejde og kammeratskab og er med, når jobbet byder på spændende oplevelser, men også når livets barske realiteter påvirker dem menneskeligt.
”Hverdagens helte” er ikke kun et program om død, ulykke og blå blink. Med udgangspunkt i de daglige opgaver går programserien tæt på redderne, som fortæller ærligt om de tanker og følelser, som de må håndtere på jobbet. ”Hverdagens helte” ser også nærmere på de faktorer, som er livsvigtige for at sikre, at både brand- og ambulancefolk kommer sikkert hjem til deres familier igen.
”Hverdagens helte” er optaget på Falck Stationen i Gladsaxe. Falck varetager alle brandmæssige opgaver i hele kommunen og udgør det, som borgerne kender som Gladsaxe Brandvæsen. Stationens ambulancer indgår i Falcks samlede beredskab men kører primært i Gladsaxe og de øvrige kommuner, der omkranser København.
”Hverdagens helte” er ærligt tv fra virkeligheden lige uden for dørene.
”Hverdagens helte” har premiere onsdag den 27. august kl. 21.30 på Kanal 4.